Eh-um-bhrai (canntaireachd for throw on D, hvis man skulle være i tvivl)

Stikken er denne gang skrevet af Jonas Jacobsen, Piper, HP&D

 

 

Jeg er efterhånden blevet spurgt et par gange, om ikke jeg ville skrive Stikken, men som de fleste af jer ved, har mit liv været meget præget af mit hidtil største (og eneste) renoveringsprojekt: en andelslejlighed jeg købte i februar 2021 og har derfor ikke følt at jeg har haft tid til særlig meget andet. 

 

NU har jeg så et funktionelt (men stadig ikke helt færdigt) køkken, så nu er det også på tide at jeg rent faktisk tager pennen i hånden og gør noget ved det.

Men hvad skal man så skrive om? Ordet liv er blevet nævnt en gang allerede, så hvorfor ikke give en kort gennemgang af, hvordan jeg er havnet i sækkepibe verdenen. For som de fleste spillere i Danmark nok oplever, er det første man bliver spurgt om, når man fortæller, at man spiller sækkepibe: “Hvorfor dog det?”

Det korte svar er jo selvfølgelig, at det jo lyder fantastisk. Det er ikke alle, der tror på det.

 

Ærligt talt er jeg lidt usikker på, hvad det var der startede fascinationen. For hvordan sker det lige, når man er opvokset i det danske mindretal i Flensborg syd for grænsen? Et sted, hvor der ikke umiddelbart var noget sækkepibeorkester i nærheden.

Min teori er dog følgende. Og todelt.

 

Når min mor om torsdagen kom hjem fra indkøbstur i Superbrugsen i Padborg, havde hun altid det nyeste Anders And blad med, og jeg elskede det. 

Det bedste var når nogle af de gamle serier af Don Rosa eller Carl Barks var med. Specielt godt var det, når det var historier fra Joakim von Ands ungdom i det skotske, hvor han selvfølgelig rendte rundt i kilt. Sjovt nok blev enhver form for benklæder så sløjfet i familien And senere hen, og nu render de rundt “comando” hele tiden uden at dække det til. Af og til havde han så også en sækkepibe under armen og hvad var dog det? Og hvordan lød sådan en? Svaret kommer i den anden del:

 

Syd for grænsen kunne man dengang kun tage to danske TV-kanaler: DR1 og TV2. Begge kanaler var dengang ret glade for at sende de samme film om og om igen, og med jævne mellemrum blev den klassiske 90ér komedie “Fire bryllupper og en begravelse” sendt. Her er der en sækkepibespiller med. Jeg kan hverken huske hvad han spillede eller hvad der egentlig sker i filmen. Men jeg kan huske, at jeg blev fascineret og besluttede at jeg ville droppe guitarundervisningen og spille sækkepibe i stedet for. Det scorer man jo, som bekendt, også langt mere på….eller…

Den spanske sækkepibespiller Hevias CD blev købt og hørt om og om igen. Dengang vidste jeg ikke at der var mange forskellige slags piber derude.

 

Men som nævnt var der ikke lige nogen sækkepibe skole i Flensborg.

Da jeg så var 12 år gammel og var i Inter Sport på Flensborgs gågade med min mor, kunne vi begge pludselig høre sækkepibe.

“Det var da sjovt, at de spiller det i radioen.” tænkte jeg og så gik det op for os, at der var en ude på gaden, der gik og spillede. Jeg løb ud af butikken så hurtigt jeg kunne, og de ansatte må vel næsten have troet, at jeg havde stjålet noget, så travlt jeg havde. Manden blev stoppet og jeg spurgte helt forpustet, hvor man kunne lære det!

Manden, hvis navn jeg har glemt, kom fra Hamborg og anbefalede mig at købe “McEges Lehrbuch für den schottischen Dudelsack” og en practice chanter. Så kunne jeg lige prøve det. Hamborg var jo trods alt to timers kørsel fra Flensborg. 

 

Jeg gik i gang med bog, CD og practice chanter og husker, at der i introduktionen stod at det var en god ide først at øve bare at blæse i den. Så jeg sad i stuen de første par uger og blæste bare. Nok lidt nervøs for at gå videre med det, helt alene. Men det måtte jo gøres. Senere fandt min far så ud af, at hans tyske præste kollega, Klaus Guhl, spillede lidt, og jeg fik så nogle få lektioner af ham, specielt efter jeg købte min første pibe: en Shepherd small pipe i A og D, som jeg stadigvæk har, men spiller alt for sjældent på. Han introducerede mig så for kurset Eh-um-bhrai (canntairreachd for throw on D, hvis man skulle være i tvivl), der årligt blev afholdt på øen Föhr. Med skotske lærere og det hele. 

Efter nogle år viste det sig så, at min fars anden kollegas datters mand spillede sækkepibe og boede i Tønder! I har gættet helt rigtigt: det er selvfølgelig Stig Bang-Mortensen. 

Vi tog kontakt og jeg var så ovre i tønder en gang om måneden for at få undervisning af Stig. Jeg husker ikke helt, hvor gammel jeg var, da jeg startede hos ham, men jeg gætter på at det har været i 15-års alderen. 

 

Årene før det havde jeg voldsom OCD, og tror ikke jeg havde kunnet modtage nogen form for reel undervisning i lange perioder der.

Stig hjalp mig så med at bestille min første great highland sækkepibe, og han sagde jeg skulle tage fat i Murray Henderson, som dengang solgte Naill-piber. Så det gjorde jeg. Det blev en Naill med Murrays egen Strathmore chanter i træ.

 

Som 16-årlig tog jeg så med piben under armen mod Australien, hvor jeg skulle være af sted som udvekslingsstudent i et år.

Den første familie jeg boede hos gik det ikke så godt med, og jeg mistænker, at den eneste grund til at de tog mig, var fordi min far var præst i folkekirken. 

De var selv pinse missionske og ville meget gerne have mig med til alt det de foretog sig. Teenage-Jonas havde dog brug for en pause fra religion, da meget af den nævnte OCD var religions præget.

 

Kort fortalt havde jeg mistet min farmor og farfar med kort mellemrum da jeg var 12/13, og af en eller anden grund overbeviste jeg mig selv om, at det var min skyld. Så de følgende år var jeg rædselsslagen for at miste andre fra familien. OCD tog religionen i hånden og skabte en ret absurd tilværelse for mig.

 

Sjovt nok havde den australske familie ikke den store forståelse for, at jeg ikke ville med dem i kirke eller til “read the bible study group”, som faren ville arrangere for mig. Så al kommunikation blev afbrudt. En seddel med “Jonas, could you please do the dishes” når jeg kom hjem fra skole, var stort set den eneste kommunikation vi havde.

Heldigvis var jeg i mellemtiden startet i det lokale sækkepibeorkester med det mundrette navn Ingleburn RSL and Campbelltown Community Pipes and Drums, hvor der var én anden dreng på min alder. Hans mor spillede også. Han plagede derhjemme om ikke godt jeg kunne flytte ind hos dem, og det gjorde jeg!

 

Familien var meget musikalske. Der var ikke noget TV, så tiden blev brugt på at dyrke musikken. Faderen spillede blokfløjte på højt niveau(!), moren og den ene sønn en Robert spillede sækkepibe og den anden søn….computer.

Robert og jeg spillede virkelig meget sammen og mit spil blev markant bedre i den tid. Han havde fingre, der kunne flytte sig sig, som jeg aldrig havde oplevet før og det var herligt at have en jævnaldrende at spille med.

 

Hjemme igen i Flensborg/Tønder, forberedte Stig mig på min første solo konkurrence: CWC i København. Det må have været i 2006 på en skole på Østerbro. Lisbeth var dommer og jeg spillede Knightswood Ceilidh, Loch Etive-side og Aspen Bank.

Jeg kom på andenpladsen i en af dem. Første var Rasmus Pape, tredje var Casper Andersen. Jeg tror jeg var den eneste, der ikke var iført kilt.

Jeg var med til opstartsmødet ved Sønderborg Pipes and Drums, men kunne ikke overskue at starte hos dem, da jeg havde været ham med mest erfaring der.

 

Desværre blev piben lagt lidt på hylden efter det, da gymnasietiden begyndte for alvor. Derudover kom jeg på ungdomslandsholdet i kajakpolo, så hvis ikke jeg lavede lektier, var jeg ude og træne mine typiske 12 gange om ugen eller var til turnering et eller andet sted.

 

Efter gymnasiet rejste jeg verden rundt i lidt over et år og havde min ene small pipe chanter med, så jeg lige kunne lege lidt af og til. Det bød på sjove oplevelser. Blandt andet at måtte farte rundt i lufthavnen i Sao Paolo for at finde en boks jeg kunne checke chanteren ind med seperat. Den kom ikke igennem i håndbagagen, da det var “a club like object”…jeg skulle til USA, så…

 

I 2009 flyttede jeg så til København og tænkte at jeg ville igang igen. Selvfølgelig faldt valget på Stigs gamle band. Bente Viuf var Pipe Major i grad 4 bandet dengang, Ian gav mig eneundervisning i grad 2 materialet før øveren med grad 4, og Lisbeth havde sat sig for at spille sidetromme i grad 4 til den kommende konkurrence i Aarhus.

 

Ved en øveweekend stiftede jeg så for første gang bekendtskab med mjød. En af trommeslagerne havde lavet det selv. Det satte sig i baghovedet. Skuespillet og det at være i 20’erne gjorde, at jeg nok ikke øvede så meget, som jeg burde, og jeg stoppede i bandet da jeg tog på højskole i 2010. Herefter var det kun meget sporadisk, at piben kom frem. Og hvis det var, var det small pipen. Det var ikke før jeg gik på teaterskolen i Oslo og skulle sætte Richard III op, at jeg startede igen. Instruktøren spurgte, om nogen af os spillede et instrument. Så jeg blev del af Oslo Caledonia Pipes and Drums og der kom sækkepibe i Shakespeare opsætningen.

 

Hjemvendt fra Norge i 2018 blev jeg straks medlem i Heathers igen. På det tidspunkt var vi kun 6 pipers. Hvor herligt er det ikke, at bandet er blevet så meget større siden? Det er virkelig motiverende. Jeg nyder virkelig at være til øver. Ikke alene på grund af spillet, men skuespilleren i mig trives også ved bare at opleve, hvordan folk, der har delt den samme hobby i 30-50 år og nærmest er familie, taler til hinanden. Der er noget specielt ved jargonen, historierne, minderne, og selvom jeg måske ikke altid siger så meget under den velfortjente øl, så sidder jeg og suger til mig.

 

På mange måder har sækkepiben formet mit liv, uden at jeg har tænkt over det:

At jeg spiller. At jeg elsker andre kulturer og har rejst meget. Oplevelserne, det har medført. Menneskene, man har mødt. At jeg begyndte at brygge mjød med min bedste ven i 2014. At jeg tog et internship på et mjødbryggeri i Brooklyn i 2019 kan også kædes direkte til sækkepiben. At mine fingre begynder at spille sporadisk på enhver overflade man rører ved. Og hvad var det lige der skete i ambulancen på vej til Hvidovre hospital, da jeg fik hjernerystelse i sommers? Jo, jeg havde da en hornpipe/jig kørende i hovedet.

 

Jeg håber aldrig, at jeg lægger piben fra mig igen, og selvom jeg nok ikke opnår mit teenage-mål om at spille i et grad 1 band engang, så er det altså stadigvæk fedt at spille.

Og her troede jeg, at jeg ikke havde noget at skrive om!