Af: Ralph Lützhøft Hansen

Af: Ralph Lützhøft Hansen

Jeg har fået overdraget Stikken fra Greg. Sjovt med disse gamle udtryk der bliver ved med at eksistere.Googler man på nettet kan man se billeder af Budstikke oppe fra Norge. Mit første møde med ordet var i en dansktime i folkeskolen. Jeg mener at kunne huske, at teksten hed noget med  “Budstikken kommer – Budstikken går”. Jeg husker ikke, hvad den handlede om. Muligvis noget fra besættelsen. Eller også noget prosa fra 60-70’erne. Min dansklærer fortalte kort hvad en budstik var – men brugte ikke mere tid på det. Jeg har aldrig glemt ordet – og alle andre må have oplevet noget af det samme – for alle virker helt fortrolige med det.

 

I dag kan en budstik bedst sammenlignes med en rundsendt tekstbesked på WhatsApp. Og dette fører over i mit valg af emne. Skal jeg som “budstik” begrebet – fortælle om “gamle dage” – eller skal jeg skrive om noget aktuelt. Når jeg taler med min søn Jacob – som ellers klarer sig rigtig godt – så regner han det meste af det der er hændt før Ipad’en – for irrelevant.

 

Efter små 20 års pause fra sækkepiben – men med lidt afstikkere som jeg ikke rigtig har styr på, bl.a et VM som jeg ikke rigtig kan huske hvorfor jeg var med til – begyndte jeg at spille fast igen i september 2018 på venlig foranledning af den til alle tider allestedsnærværende Paul Martin Holm (som jeg har kendt siden jeg var 13 år).

 

Jeg husker en varm og venlig modtagelse af et lidt lemlæstet orkester, der i en årrække havde holdt sig selv i live ved hjælp af kærlighed til sækkepiben og musik – og det sociale samvær. Selv havde jeg ikke hørt sækkepibemusik i de 20 år, og jeg bemærkede med det samme, at jeg lige skulle vænne mig til at skulle indlære nye melodier igen udenad. Samtidig fik jeg den sjove oplevelse, at jeg intet havde glemt – og derfor gik rundt med 100 melodier inde i hovedet.

 

Samtidig skulle min gamle sækkepibe opdateres. Jeg så, at blandt andet Lise og Paul gik rundt med nye smarte sækkepibekasser. Selv havde jeg den gamle sorte fiber – kasser som altid havde været svære at lukke, fordi den allerede på købsdagen havde været vredet skævt, så tryklåsene passede dårligt sammen.

 

Til min for forbavselse havde jeg ikke skindsæk på – men noget der lignede et posebetræk til en sovepose. I første omgang sagde den mig ikke noget – men nu mener jeg, at kunne huske at Stig Bang-Mortensen havde hjulpet mig med at montere den. Han brugte noget medbragt vulkaniseringstape, så det hele skulle være rigtigt tæt. Alt dette, plus mere, var smuldret væk i mellemtiden. Jeg havde også et sæt plastik reeds siddende i dronerne. Det var Shepherd SM90, som jeg vel havde købt i Skotland til det der VM – men husker intet om, om de var gode eller dårlige. Unge læsere skal huske, at skindsække og dronereeds af sivrør var lig med besværlighed og upålidelighed. Der var intet positivt ved det. Det var en evig kamp for at opnå en akklimatiseret og lufttæt sæk, og en endeløs ørkenvandring efter smukke, slanke og stabile reeds med den samklang man efterstræbte. (Til gengæld var det hele mere personligt. Skulle man købe ny sæk, sendte man en avispapirskabelon af den gamle sæk til Skotland, og dronereeds modificerede man selv, ved at skære og putte hovedhår i, så pitch og volumen passede sammen).

 

Men nu var det hele blevet lettere: Jeg lærte i bandet, at man bestiller man ting over nettet via telefonen, fra Kilts & More. Og det første jeg købte, var et par sorte bandsokker. Moden var i mellemtiden skiftet fra optisk hvidt – til sort! Det havde jeg aldrig selv gættet. Nu købte jeg også en ny sækkepibekasse; “Black Australian Bagpiper Case” – ny sæk; “Ross Suede Zipper Bag” med kattegrus, og Ross Blowpipe Valve, og til slut Canning dronereeds. Jeg blev helt “høj” af alle de ting der bare kom ind af døre. Førhen kunne der gå 5-10 år, før jeg købte noget.

 

Kort efter skulle jeg så deltage i min første indendør konkurrence – efter den lange pause. Det var i Holbæk, og jeg deltog med bandet i miniband, kvintet, og blandt andet i solo 6/8 march – som jeg vandt, men med en lidt flad tophånd, da jeg ikke turde flytte rundt på tapen, da jeg jo skulle stemme med de andre. Piper dommer var Stuart Liddell – og jeg vidste ikke hvem han var. Jeg havde aldrig hørt om ham – og ingen havde fortalt mig noget om ham. Hvad der var sket mellem 1992 og 2018 var for mig 100% ukendt, og det faldt mig ikke ind, at jeg skulle være gået glip af noget  – lidt ligesom min søn Jacob og tiden før Ipad’en.

Samme aften til festmiddagen skulle dommerne underhold som sædvanlig, og jeg bemærkede, at piper dommeren spillede udmærket, og havde en efterlignelsesværdig ergonomisk spillestil, som jeg noterede mig. Det var en rigtig fin dommerkoncert, og en positiv oplevelse efter at havde været væk fra dem, i alle de år. Da festen var ved at slutte og jeg var på vej ud af døren for at gå i seng, løb jeg ind Stuart Liddell, hvor jeg kort gav ham hånden, og sagde, at jeg syntes han spillede godt. Stadig uden at ane noget – og han sagde pænt tak.

 

Jeg er senere blevet klogere. Med den gaveprænie jeg vandt i Holbæk var også en brochure om en speciel sækkepibe, som Stuart Liddell var primus motor for. Hele tanken med at klone en god sækkepibe ved hjælp af moderne metoder tiltalte mig meget. Jeg kunne selv have fundet på samme tanke. Og nu hvor jeg havde lært at købe alt muligt over nettet – hvorfor så ikke købe en helt ny sækkepibe – som jeg vel at mærke vidste jeg ville blive glad for. Udsmykningen har aldrig sagt mig noget – kun lyden. Jeg tænkte derfor, at hvis jeg hurtigt skrev direkte til Stuart Liddell mens han stadig kunne huske mig – så ville han måske hjælpe mig. Jeg ville dog ikke gå fra elfenben til plastik – så fuldt sølv var derfor eneste mulighed, men dyrt og risikabelt hvis lyden var dårlig.

 

Jeg fik en meget fin og personlig service af Stuart Lidell og Stuart McCallum. Kun det ypperligste blev brugt, og Stuart Liddell beholdte instrumentet i over 14 dage, hvor han spillede på den privat forskellige steder. Det køb er en af de bedste ting, jeg har budt mig selv.

 

Nu skal jeg snart heller ikke købe mere.

I skrivende stund har jeg nu 2 komplette spilleklar sækkepiber, 4 forskellige sækkepibekasser, 3 justerbar blowpipes, og 12 forskellige bas dronereeds. Og et permanent opstillet mikrofon/video hjørne.

 

Min Sjæl – hvad vil du mere!

 

Jeg giver “Stikken” videre til Henning Bech