Absolut ingenting

Siden sidste nummer af Lyngtidende udkom i juni måned er der absolut ingenting sket på den hjemlige pipe band scene. Bandet har holdt sommerferie i juli, og er i august begyndt at samle trådene igen. Efter at sækkepiben har holdt en sommerferiepause i den tørre danske sommer, kommer de mange kunstige materialer en sækkepibe i dag ofte består af, nu til sin fulde ret. Væk er problemerne med en utæt tør sæk, løse stokke, indtørrede dronereeds, og en læderventil, der kun kan komme til at fungere igen ved at tygge på den og holde den under rindende vand. De yngre generationer vil nok ikke vide hvad der tales om her, men mon ikke et ældre medlem (dem er der så rigeligt af) i en pause på en spilleaften vil kunne lokkes til at fortælle en anekdote eller 2 om de gode gamle dage, hvor en sækkepibe med rette kunne kaldes økologisk. 

Den inaktive skandinaviske sommerperiode står i skærende kontrast til hvad der er foregået i Skotland, hvor pipe band sæsonen netop har toppet, og  alle de største pipe band konkurrencer er blevet afviklet. Til VM har man brugt et øjeblik på at skue tilbage, da det er 50 år siden (all right; 52 år når de 2 Corona-år medregnes) at medleyet blev indført som konkurrencedisciplin. Indtil da, blev der i grade 1 udelukkende konkurreret i MSR. 

Til VM blev det jubilæum markeret med et lille ekstranummer, hvor et til lejligheden dannet band uden for konkurrence fremførte det selvsamme medley, som Shotts & Dykehead spillede og vandt med for 52 år siden. Du kan se eller gense Shotts medley her:

https://youtu.be/qVRzCpM5lwQ

Dengang var medleyformat nytænkende, fremadskuende og moderne. Indholdet – ikke formatet – har siden da udviklet sig i takt med de skiftende strømninger i pipe band musikken. I dag vil man nok tænke, at datidens medley´er typisk var en samling af 5-6 melodier, spillet i rækkefølge pænt efter hinanden, typisk startende med MSR og muligvis med lidt seconds i slow air´en. Der har dog allerede i løbet af 70’erne været bemærkelsesværdige forsøg på at udvikle genren med større eller mindre succes. De mest vilde idéer er blevet disciplineret af dommernes bedømmelser, og udviklingen er derfor sket langsomt, da de fleste bands typisk udviser forsigtighed´for ikke at provokere bedømmerne, i jagten på de efterstræbte præmier. Dog er der eksempler på enkelte befriende undtagelser, og det skal retfærdigvis bemærkes, at eftersom musikkonkurrencer jo ikke baserer sig på en eksakt videnskab, kan det altid diskuteres hvorvidt det har været en usmagelig gimmick eller en dårlig fremførelse, der har gjort, at et band er blevet dømt ned. Dette har i sandhed åbnet op for alle mulige konspiratoriske forklaringer på, hvorfor dette eller hint band ikke vandt den præmie, bandet retteligt skulle have vundet. Konspirationsteorier der som oftest er båret frem af medlemmer fra det berørte band og dets fans. Jo, inhabiliteten trives skam fortsat i bedste velgående når der debriefes i ølteltene efter konkurrencerne og på de diverse sociale medier.  Og sådan må det nødvendigvis være, når man er engageret, ærekær, og tror på sit eget projekt.  

I dag kan et moderne medley i grade 1 bedst sammenlignes med en brudekjole: der skal være noget nyt, noget gammelt, noget lånt og til tider også noget stjålet. Der skal være smæk for skillingen hele vejen igennem medley´et, melodierne flettes ind i hinanden, og overgangene kan være så omfattende, at de kan minde om selvstændige musikstykker. Det kan være svært at afgøre hvornår overgangen slutter, og melodien begynder. Et vellykket medley kan virke lige så sammenhængende og helstøbt, som en lille symfoni. I nedenstående link kan du se en række meget erfarne grad 1 spillere udtale sig om medleyets udvikling:

 Et top band skal i dag ikke alene bestå af ualmindeligt dygtige musikere, men også have adgang til ressourcer med sans for at komponere og arrangere. Bandets ledelse skal desuden kunne luge ud i, eller i det mindste have evner til at forbedre selv de bedste komponisters dårlige produktioner. Strathclyde Police´s afsluttende hornpipe til VM i 1999 viser fx et skræmmende eksempel på en melodi der aldrig burde være komponeret, og i hvert fald aldrig have været medtaget i bandets medley. Fraværet af opponenter er her åbenlyst, og det kunne måske have stoppet den daværende PM og komponist, der udgjorde én og samme person. I den anden ende af skalaen kan fx. nævnes det unikke og frugtbare samarbejde mellem John Lennon og Paul McCartney, på Ian Anderson og Martin Barrie, eller på brødrene Gordon og Ian Duncan hvis kreativitet og mod til at udfordre det bestående har beriget verden med fantastisk og nytænkende musik. Men også disse personer har komponeret melodier, som af gode grunde er blevet knapt så kendte. 

Gode komponister og arrangører i pipe band verdenen hænger ikke på træerne. Det kan fx ses ved, at de fleste af de nye melodier som mange bands præsenterer afgår en stille død, da ingen andre tager melodierne op efterfølgende. Det ligger i den kreative proces at bevæge sig ud i ubetrådt land, og derfor er det naturligt, at der også bliver slået nogle skæverter nu og da. 

Der er stadig masser af plads til fortsat udvikling inden for medley´ets formelle begrænsninger på trods af konkurrence konceptets iboende konservatisme. Men skal pipe band konkurrencer fortsat være nytænkende, fremadskuende og moderne forekommer dagens medley koncept alligevel en smule forstenet. Skulle 50 års jubilæet fejres behørigt, skulle man måske bruge anledningen til at tage handsken op igen, og på ny overveje nye kreative tiltag; Behøver man fx. altid at starte med 2 trommehvirvler og et E? Hvorfor skal man starte med en march? Hvorfor overhovedet marchere? Og nu vi er ved det: Hvorfor skal pipe bands altid vende ryggen til sit publikum, når nu årtiers erfaringer med koncerter har vist, at dette ikke er nødvendigt for at kunne fremføre optimalt? Færdiggør selv listen.  

I forbindelse med medleyets jubilæum har Lyngtidende taget temperaturen på vores bands meritter ud i det kreative. Vi har derfor bedt Stig Bang-Mortensen kigge lidt nærmere på bandets arrangementer helt tilbage i 70´erne. 

Lyngtidende byder også i dette nr. på en rapport fra dette års Edinburgh Tattoo skrevet af Kaj Larssen, der sammen med et lille hold af andre danske spillere brugte det meste af august måned som deltager. Lyngtidende har også fået et kig ind i maskinrummet på Ralphs populære YouTube kanal, hvor han i et eksklusivt interview kun forbeholdt Lyngtidende fortæller om hvorfor han oprettede kanalen, og om alt det tekniske arbejdet der følger med. Og så har Jonas Jacobsen i Stikken skrevet sin historie om hans vej til at komme i gang med at spille, og hvordan det gik til, at han endte op i HP&D.  

De fleste af jer vil vide, at tidligere piper i HP&D Kaj Framke døde i juli måned efter en kortere sygdomsperiode. Det er så trist! Bendix har til Lyngtidende skrevet en mindeartikel om Kaj. Ære være dit minde, Kaj! 

Rigtig god læselyst.

Tom

        

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*