Interview med Michael Ambech – 2. del

Vi bringer her 2. og sidste del af Lyngtidendes interview med Michael.

 

• Nå, men hvis jeg skal tage en melodi og lave en trommestemme til den, har jeg tilegnet mig gennem årene en mere løs tilgang til melodien forstået sådan, at jeg ofte vælger den rytmiske tilgang. Man kan gøre noget helt andet for melodierne på den måde, synes jeg. Det har for mig været nødvendigt at lytte til en hel masse forskelligt sækkepibe og tromme musik for at få inspiration til hvilke løsninger man kan lave: ”Det dér, det lyder fedt, det tager jeg”. Til sidst ender man med at have et miskmask af forskellige stilarter, som på én eller anden måde bliver til sin egen. Jeg har afgjort nogle faste måder jeg benytter, og bruger de samme bevægelser flere gange, også for nemhedens skyld. Det har jo så også den fordel, at man som trommeslager i drumcore´et kender spillestilen ud og ind fordi man er fortrolig med bevægelserne. Det er på denne måde, at man kan få meget dygtige drumcors op at stå. 

Når nu du får udleveret en melodi som er besluttet skal spilles i orkesteret, hvad gør du så?

 

• Hvis jeg ikke kender den i forvejen, går jeg rundt i nogle dage og lytter til den. Hvis jeg kender den, er det jo nemt. Nu fx den her ”forfærdelige” march hvor der er mange lange noder, den er et fantastisk eksempel vi kan tage udgangspunkt i, i denne samtale, fordi den er en 4/4 march, hvor der er rigtig mange lange noder i. Når der er mange lange noder i melodien, bliver man hurtigt træt af, at trommerne bare spiller hvirvler eller en masse 1/32 hen over. Det vil bare ikke fungere musikalsk. Så en sådan melodi vil lægge op til, at man skal lægge et rytmisk bagtæppe, hvor man markerer nogle ting, som faktisk ikke er i musikken, men som samlet gør, at melodien får et andet udtryk, som er federe. Jeg kan fx huske et slow air stykke vi spillede; Calm Before The Storm, hvor der er meget lange strofer. Jeg forsøgte den meloditro tilgang, og det blev bare aldrig godt. Så lyttede jeg til FMM´s koncert, hvor de spiller den. De benyttede en congas tromme, og det inspirerede mig til at lave et rytmisk bagtæppe i stedet. Det fungerede meget bedre. Men det er en afvejning af, hvilken type melodi der er tale om, og hvordan den er skruet sammen. Fx ville jeg aldrig benytte den rytmiske tilgang til marchen Balmoral Highlanders, da den er så melodiøs og fed, at det er nemt at skrive noget, der passer tættere til melodien. 

2 meget gode eksempler på forskellen på den rytmiske tilgang og den meloditro tilgang er netop Balmoral Highlanders spillet af Boghall & Bathgate med Gordon Brown i 1995, og Simon Fraser University med Ried Maxwell i 1996. Er de begge 2 fede? Ja, det er de!  

 

Kan man opsummerende sige, at et drumcors mest grundlæggende opgave er at generere en takt, og en puls i melodien, og også meget gerne noget rytme. Og derover kan man så lægge et tæppe, hvor trommestemmen kan følge melodien?

 

• Ja, den kan man godt sige. Og den meloditro tilgang bliver i mit tilfælde udfordret meget, hvis der er meget lange toner, som fx ¾ og 4/4 marches, hvorimod jigs er meget nemmere, fordi der er gang i den hele tiden. Men der er selvfølgelig undtagelser: Fx jig´en The Curlew! Den er virkelig en ”bitch” at skrive en nodestemme til, da nodeværdierne hele tiden går igen i de samme mønstre. Så må man ind og trække på det arsenal af rudiments man har til rådighed. 

 

Og det bringer mig frem til at tale lidt om hvilke værktøjer der egentlig findes i kassen, som en sidetromme har at råde over, for at fremhæve facetterne i melodien? Det mest grundlæggende er jo, at man kan lave en lyd på trommen, eller man kan lade være med at lave en lyd?

• Ja, trommen er jo det eneste instrument i et pipe band der kan opnå en effekt ved at undlade at spille 😊

Hvis jeg fx som PM bad dig om at markere et bestemt taktslag, hvad vil du så gøre? Man ville jo ikke blot slå lidt hårdere på trommeskindet, eller…?

 

• Ja, hvis noget skal være tungt og markeret, er der næsten ikke noget bedre end et Slip, efterfulgt af en lille pause. Et Slip er, når trommestikkerne rammer trommeskindet på næsten samme tid. Dette er hyppigt anvendt i fx strathspeys. Man ville også kunne lave en hvirvel med en stor accent i, eller en kraftig hvirvel hen over tonen, eller en hvirvel spillet decrescendo (hvirvel der starter kraftigt og aftager). Man kan også bare fyre en accent af, og så en masse hurtige slag bagefter. Så vil tonen og taktslaget træde frem, og de hurtige slag vil være fyld, der udfylder det efterfølgende tomrum før næste taktslag. 

Og man kan vel også, som vi talte om tidligere, fremhæve taktslaget ved helt at undlade at spille noget lige dér? 

 

• Ja, men der vil jeg sige, at det er risky business for en trommeslager ikke at spille noget. Det skal man ikke gøre særligt meget før det vil blive anset for at være mystisk. Det mest almindelige er ved et medleys afslutning, hvor piperne har godt gang i den. Der kan man godt lige stoppe op for at fremhæve, hvad det er, der spilles. Så sætter man bas/tenor ind og så kommer sidetrommerne ind til sidst, og så kører det derfra. Men at lade være med at spille…. Jeg ved ikke rigtig… 

[Her blev interviewet midlertidigt afbrudt, da den interviewede og redaktøren begyndte at udveksle gamle optagelser der skulle understrege eksempler på, hvor det, i hvert fald efter den enes smag, fungerer at trommestemmen holder en kort pause. Kronjuvelen i denne argumentation er en meget gammel optagelse af Cameronian Rant med Shotts & Dykehead (den vinylplade med sækkepiben og trommen på forsiden). Som modargument skulle så være, at Alex Duthart senere ændrede trommestemmen og udelod pausen. Trommestemmen, der er ikonisk, er i generationer helt op til i dag blevet spillet af andre bands, men til redaktørens store sorg uden pausen].  

 

Nå, men nu har vi talt lidt om, hvad en trommeslager kan spille på taktslaget, men hvad kan trommeslageren så finde på at foretage sig imellem taktslagene? Som piper har vi jo hørt en del om bevægelsen ”mummy & daddy”, men det kan man jo ikke lave hele tiden? 

 

• Nej, “mummy & daddy” er bare et dobbelt slag. Hvad vi spiller imellem taktslagene vil komme meget an på, om det er en rund eller punkteret melodi. Man kan fx benytte sig af de her Bossa-Nova rytmer, som er fede, fordi de skubber sig væk fra taktslaget. Det er i princippet sådanne rytmer man bruger rigtig mange steder. Det vil være i forskellige afskygninger. Man spiller fx en triol der rammer taktslaget, eller en triol der starter med et dobbelt slag, og så med et Slip på. Og så kunne man fx sætte en markering på den sidste. Det kan man bare ikke gøre hele tiden, så opgaven er også at bygge op til et bestemt taktslag. Man kan også være fræk, og lave en markering lige før, eller efter taktslaget. Vi smider alt ind imellem taktslagene: Det kan være hvirvler, Slip, trioler, 1/32 dele, 1/8 dele. Alt er muligt!    

 

Når man skriver trommestemmer, skal der jo også noget bas/tenor på. Hvordan arbejder du med det for at få det integreret, dels med melodien og dels med trommestemmen? Det må kræve et stort overblik?

 

• Min filosofi er, at bassen skal kunne holde sammen på hele bandet. Bassen skal ikke spille alle mulige fiksfakserier, andet end måske nogle få centrale markeringer i musikken rundt omkring. Bassen er den, som vi alle skal læne os op ad. Tenorerne kan sættes ind til at markere ting, som sidetrommerne spiller. Ikke hvad piperne spiller, vel at mærke. Tenorerne kan markere accenter der er off-beat, trioler og 1/16 hist og pist. Man arbejder ofte med slutninger på marcher, hvor bassen kan lave noget, som så suppleres og integreres med noget tenor.       

 

Har du bas/tenor i baghovedet når du sidder og skriver din trommestemme?

• Nej, jeg skriver dem først, når jeg synes, at trommestemmen er på plads. De bas/tenor stemmer jeg så kommer med er vejledende, og jeg er derfor meget åben overfor de idéer der måtte komme fra bas/tenor sektionen. Faktisk har de bas/tenorer jeg har arbejdet med fuld frihed til at komme med indspark.

 

Opsummerende: Først laver du trommestemmen, der fremhæver på forskellige måder facetter i melodien. Oven på trommestemmen lægges så bas/tenor, der fremhæver facetter i sidetrommestemmen. Dvs de effekter der er indarbejdet i sidetrommestemmen bliver på denne måde endnu tydeligere fremhævet vha. bas/tenor?

• Ja, netop. Og her er det vigtigt, i min optik, at der ikke bliver for meget fest og farver og fyrværkeri fra bas/tenors side med alt mulig off-beat. Der skal være nogle ”fall back positions” hvor man siger, ok, nu kører vi efter takten. Og så kan man lave en ny passage hvor der sker noget mere. Jeg tror at Tim Djursing (tidligere tenortrommeslager i Shotts & Dykehead) vil mene, at jeg laver for meget lir, men det er jo op til de personlige præferencer.   

 

Her til sidst vil jeg gerne høre lidt om hvordan du arbejder med tutti effekten? (Den effekt, at en enkelt tromme spiller alene i en passage, og resten af sidetrommerne derpå falder ind udvalgte steder)    

 

• Ja, oprindeligt kom tutti idéen fra militæret forstået sådan, at man altid har haft en leading drummer og så har der været resten af sidetrommeslagerne. Man har typisk spillet sådan, at alle har spillet 2 takter efterfulgt af 2 takter med leadingdrummeren solo, derefter alle trommerne 2 takter osv. Eller leading drummeren har spillet hele 1. del alene, og resten har så spillet med i repetitionen.

Hvorfor har det været sådan?

• Jeg ved det egentlig ikke. Sådan har det bare været, og den tradition er så blevet ført med over i pipe band tromningen. Måske har man ikke gjort sig så meget i noder den gang. Så er der én der har spillet for, for at vise, hvad der skulle spilles, og så har de andre blot gentaget hvad leading drummeren spillede. Men tutti har i dag udviklet sig til at være noget meget meget avanceret noget, i forhold til i 70’erne og 80’erne, hvor det var mere a la 2 takter på skift. Det har været nemt at huske for trommeslagerne. Det er i øvrigt derfor jeg har afholdt mig fra at blive almindelig trommeslager, fordi tutti stederne er så svære at huske. Fordi det man gør i dag, er, at man ved hjælp af tutti effekten går ind og markerer forskellige elementer i musikken, ligesom bas/tenorerne gør. Det kan være enkelte slag og enkelte accenter. Så får leading drummeren lige lov til at spille et lille løb eller en halv takt før resten kommer ind igen, for at skabe en særlig effekt det bestemte sted. Vi har ved adskillige lejligheder haft Gordon Lee herover – han er desværre ikke aktiv længere – for at undervise, og han er fænomenal til at lægge tutti udtryk ned over en melodi. Til bandet tog han fx. Alex Dutharts Maggie Cameron trommestemme fra slut 60´erne, og lagde sine egne tutti steder og udtryk ind. Det er den bedste strathspey jeg har været med til at spille nogen sinde med HP&D; det musikalske udtryk lå så tydeligt, og tutti stederne gav rytmisk mening i forhold til det, vi gerne ville med melodien. Hele arrangementet var sublimt, og vi spillede den stort set altid godt. Det gjorde vi på grund af hans arbejde. Tutti kan give så meget til en melodi første gang man spiller delen igennem. Ved repetitionen spiller så alle med. Det er enormt svært at lave rigtigt, da tutti kan være helt separat fra taktslagene.   

Her ender sidste del af interviewet. Stor tak til Michael for at gøre os klogere på alle de overvejelser, en leading drummer må gøre sig, for at skabe så god pipe band musik som muligt. 

Hvis du har lyst, kan du lytte til denne optagelse af Inveraray & District Pipe Band fra det netop overståede UK mesterskab, som bandets drumcore i øvrigt vandt. Optagelsen er foretaget under konkurrence lige bag drumcoret, hvilket gør, at trommelyden træder i forgrunden. Derfor er den velegnet til at lytte efter alle de tromme effekter, som Michael har været inde på. Og husk også at nyde den fænomenale gode musik:

https://www.youtube.com/watch?v=4TzXWbYzEDs&t=154s