Det føles som om, tidsånden er imod os

Gustaf von Siver i Belfast inden en af de fem majors.

Når redaktøren hvert år, d. 27. juli, fejrer sin fødselsdag, sendes der altid ærbødige tanker til to andre fødselarer, hvis entre her i verden er sammenfaldende med denne dato. Hvem af de herrer der, når historiebøgerne skrives om et par århundrede, vil opnå den ypperligste omtale, er umuligt at svare på.

Sikkert er det derimod, at begge excellencer har nydt og – for den enes vedkommende – stadig nyder bred opbakning og beundring i store kredse af det gamle Danmark og Sverige.

Det drejer sig om ingen ringere end hhv. Arveprins Knud og Gustav von Sivers.

Sidstenævnte har indvilliget i at tale med Lyngtidende. Jeg bad von Sivers om indledningsvis at introducere sig selv og fortælle lidt om, hvordan han begyndte sin piping-karriere.


Familien kom til Sverige fra Tyskland i 1740’erne. Jeg arbejder som finansanalytiker ved Calgus Fund. Vi investerer i svenske aktier.

Min tante giftede sig med en skotte, der havde spillet tromme i skolen i Aberdeen. Da de flyttede til Stockholm dannede han Thistle Pipe Band sammen med Per Colliander. Dette band havde sin debut på “British Week” 1968 i Stockholm. Bandet plejede at have weekendlejre hjemme hos min tante, og jeg boede tæt på og kunne lide lyden. Så efter et par år, hvor jeg havde tilbragt tid omkring bandet, begyndte jeg på practice chanter i efteråret 1972.

Mine lærer var først Per Colliander og derefter Mårten Smith. Jeg husker også, da John McLellan var forbi på en øvelejr for at instruere. Det var vist i 1973. En anden stor inspiration var en koncert i Stockholm i 1973 med Donald McLeod og John McFadyen. Donald McLeod spillede piobaireachd, The Desperate Battle, og variationerne gjorde et virkelig stærkt indtryk på mig.

Så var jeg også i Skotland på sommerskoler i begyndelsen af ​​80’erne og 90’erne i Stirling. Det var sjovt! Lærerne der var Ian og Duncan McFadyen, Hugh McCAllum, Andrew Wright, George Lumsden og senere pipe major John McKenzie, der som bekendt komponerede “McNeils of Ugadale” (6/8 march, red.). Også Roddy MacLeod og Willie McCallum underviste. Det bemærkes, at jeg var på samme hold som Stuart Liddell. Han var allerede en fantastisk spiller for 30 år siden.

“Just like home!!” Sådan skrev Gustaf, da han atter ankom på Strathclyde University med Balagan i 2018.

Gennem årene har jeg i øvrigt også været på College of Piping og National Piping Center flere gange, oftest på ugentlige kurser. Senest i efteråret 2019.

– Du har været aktiv i årtier nu. Både som bandmand og som solist på konkurrencescenen. Er det fordi du elsker at konkurrere, eller hvad er grunden til at holde så meget fast i at spille på et højt niveau?

Højt niveau ved jeg ikke om det er, men jeg elsker lyden af ​​et godt band og en god sækkepibe. Da vi (Pipes & Drums of The 1st Royal Engineers, red.) vandt verdensmesterskaberne i grad 3 i 2001, lød det fantastisk, da vi stemte før konkurrencen. Man fik kuldegysninger. En vidunderlig følelse selvom vi spillede Green Hills. Derudover er konkurrence en måde at forbedre sig på og en måde, hvorpå man får lyst til at spille i band sammen. Et mål at arbejde hen imod. Så kan jeg i øvrigt lide at lære mere hele tiden og prøve at blive bedre. At spille i Balagan med de krav, der blev stillet, blev også en inspiration for mig. Og meget lærerigt.

– Som barn mødte jeg dig ved de skandinaviske konkurrencer og kunne altid mærke din støtte og din entusiasme, når vi talte sammen. Det samme gælder andre svenskere, f.eks fhv. p/m Niklas Hannah. I var aldrig belærende eller bedrevidende, men I delte gerne jeres viden og erfaringer. Er det udtryk for en bestemt kultur, der herskede i Royal Engineers, eller er det typisk svensk at bakke så kompromisløst op om en, der, af jer, blev opfattet som et talent? Det står jo i kontrast til det, vi kalder ‘Janteloven’ i Danmark.

Det var venligt sagt! Jeg ved det ikke. De, jeg er stødt på gennem årene, har også været meget venlige over for mig. Dette gælder især de professionelle, der uden undtagelse har været meget hjælpsomme. Det er en stor ting, at en total amatør som mig kan blive undervist af verdenseliten. Jeg mener; hvor er det fantastisk, at have muligheden for at gennemgå “McNeils of Ugadale” med John McKenzie, der skrev melodien! Eller få ens droner og chanter stemt af Willie McCallum. Eller høre Andrew Wright forklare, at Earl of Seaforth Salute kan spilles “op eller ned”, men at han selv spiller “ned”. Fantastisk!

 

– Det virker som om, at du altid er velorienteret om det, der rører sig. Både ift. musikken men også om det, der sker i top bands. Er det korrekt, når jeg fornemmer, at du har et naturligt behov for ikke at “gå i stå”?

 Jeg har haft et mål om at spille i et grad 2-band. Det øver jeg stadig henimod.

Hvad angår at følge med, så lytter jeg bl.a. til Pipeline. Jeg læser  Robert Wallace’s Piping Press og abonnerede på Piping Times i mange år. En vidunderlig avis, der desværre gik i graven. Det er vigtigt for os i Skandinavien at være åbne og forstå, at sækkepiben har gjort enorme fremskridt i løbet af de sidste 30 år. Alt lyder bedre, og mange pipers er veluddannede musikere, der kan spille flere instrumenter og komponere. Det er let at få lektioner, der er apps, som hjælper dig med at justere din chanter, og du kan tage lektioner via zoom. Det er så meget nemmere at udvikle sig nu end for 20-30 år siden.

– Når man har spillet så mange år, som du har, så er der vel en oplagt risiko for, at man falder ind i en rille og kører i ring. Hvad gør du for fortsat at udvikle dig? Er du en anden piper i dag, end du var for 20 år siden?

Jeg tager lektioner og prøver at komme videre. Både tonalt, men også musikalsk. Forskellen  i dag og for 20 år siden er, at piben lyder bedre, og at jeg er opmærksom på min blæsning, når jeg spiller i bands. Og så øver jeg meget mere nu. Jeg prøver at spille på sækkepiben tre til fire gange om ugen, året rundt. Jeg har trænet med City of Edinburgh Pipe Band i to år, hvilket er virkelig sjovt. Der er relativt meget materiale at lære, hvilket er en god udfordring og en måde at lære mere om piping på.

– Kan du prøve at pege på nogle af de vigtigste erfaringer, du har gjort dig? Hvad er det, som er grunden til, at det overordnet set går ned ad bakke for de skandinaviske bands? Har du konkrete forslag til, hvad der kunne ændre denne retning radikalt?

Deltag i kurser og sommerskoler. Bed om hjælp til dit instrument. Sæt dig et mål med din piping, og øv regelmæssigt for at opnå det. Indse, at det heller ikke er sjovt for Roger Federer eller Messi, hver gang de træner. Men det skal gøres.

Med hensyn til band practice: Mød op, hold kæft, og sørg for at kunne melodierne godt. Støt din pipe major!

Piping i Skandinavien… Det er et meget svært spørgsmål, og jeg har ikke noget godt svar. Det føles som om, tidsånden er imod os. I Skotland er det modsatte sandt. Der spiller mange unge mennesker. Det er vel på grund af deres lærersystem på skolerne, hvor instruktører tager rundt og underviser. Og at de har deres universitetsuddannelse i piping.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*