“Hvad fanden sker der her?”

Af Tue Johannesen

Vi har forrygende travlt med at forberede os til Jubilæet. Der spilles på livet løs, og samtidig arbejdes der på at få alle detaljerne på plads. Den skole, vi i første omgang havde tænkt os at bruge, var lige lille nok og pedellen var lidt tung at danse med, men vi blev henvist til en anden skole, hvor det viste sig, at der var en helt perfekt sal og scene, hvor der er plads til os alle. Så nu glæder vi os bare til at spille for jer og få en hyggelig aften.

Så har vi fået endnu et par pipere, der er begyndt at spille med os. Inge-Marie Skovgaard MacSpurren og Sara Oddershede. Velkommen til dem.

Siden sidst har vi været på Kastellet og spille, og det kom sådan lidt hovsa, så der var minimal forberedelse. Vi nåede lige at have en øver, før vi gik på ferie, og jeg kan love jer for, at det var enhver pipe majors mareridt. Alt var galt. Lyden var dårlig og folk spillede dårligt. “Vi når det aldrig,” tænkte jeg, og der er kun dagen før kastellet til at få styr på tingene.

Dagen før kastellet: Jeg mødte op og forventede det værste, det småregnede, da jeg kom, og folk var igang med at pakke ud, men der var en god stemning, og folk var glade for at se hinanden igen, og der var gang i krammerne. Jeg hilste på Ulf og Gustaf, som kom fra Sverige for at spille med os. Nåh, jeg fik pustet lidt i piben og startede med at spille Green Hills og folk begyndte stille og roligt at falde ind med mig. Jeg tænkte; “hvad fanden sker der her? Det lyder sgu da meget godt.” Så kunne jeg se, at Ulf nærmede sig og stillede sig lige ved siden af mig. Hans pibe sad lige i øjet. I det øjeblik faldt jeg til ro, og vi kunne koncentrere os om at spille og justere nogle småting på lyden.

Vi havde en super dag på kastellet – et virkeligt godt arrangement, hvor vi selv var godt tilfredse med spilleriet og vores lyd.