Anmeldelse af Braw Bagpipe Tuner app

Af David Lundgreen

Braw Bagpipe Tuner er en app til at stemme sækkepibe med, som kan downloades til Android og iOS, altså de mest gængse mobiler og tablets. Det drejer sig om iPhone og iPad, mobiler og tablets fra Samsung og mange andre. Braw Tuner kan også bruges på de nye MacBook og MacBook Pro bærbare computere fra Apple med M1 chip. Det er den løsning jeg bruger personligt, og det gør det ret nemt, da man så får en stor skærm.

Du downloader Braw Tuner i den appstore, som er tilknyttet dit device; Google Play Butik til android osv. 

Appen findes i en gratis version, som har begrænset brugbarhed, og i en betalt version. Gratisversionen kan kun stemme nogle toner, har reklamer og opfordrer dig til at betale igen og igen. Derfor har jeg hurtigt konkluderet, at det er nemmest bare at hoste op med pengene og få den fulde, betalte version af appen. Prisen for den fulde version til Mac er 249 kr., men det varierer vist afhængig af, hvilket device man benytter. 

Braw Bagpipe Tuner er først og fremmest en god tuner til at stemme chanter med. Den kan også stemme droner, men dens store styrke er altså chanteren. Mere om det senere.

Firmaet bag Braw Tuner, Avoir Technology, laver også andre apps, bl.a. en metronom, kaldet Pipers Metronome. Firmaet hører hjemme i Skotland i en lille by, Milnathort, nord for Edinburgh. Ejeren og direktøren for firmaet er en Bruce Peter Rankine. Avoir Technology har eksisteret i nogle år, og deres tuner app har været til salg i en årrække. Det seneste grafiske design af appen er fra 2018, men den er løbende blevet opdateret siden, senest den 25. maj 2020 til android.

Avoir Technology skriver selv, at Braw Bagpipe Tuner er lavet til at stemme sækkepibe med, og at appen benytter avancerede algoritmer til at måle sækkepibens pitch. Hvad det mere præcist dækker over er svært at sige, men jeg kan bekræfte, at det i praksis fungerer fint. 

De kalder deres teknologi for QuantumNote og hævder, at det gør den forskel i forhold til andre tunere, at Braw Tuner kan fange de enkelte toner på chanteren, mens man spiller en melodi. Andre tunere kræver, at man holder tonerne i flere sekunder for at kunne fange dem. I løbet af de sekunder kan man selvfølgelig komme til at variere trykket på sækkepiben, og så er den måling man får foretaget ikke så brugbar. 

Hvor præcis er den?

Tuneren fanger selv de toner du spiller, så du behøver altså ikke at sætte appen til at måle en bestemt tone. Øverst til højre i appen finder du en skydeknap, som kan sættes til “auto”, “chanter” eller “droner”. Hvis du skal bruge den til at stemme chanter med, så sætter du den bare på indstillingen “chanter”. Mens du spiller, vil Braw Tuner måle de enkelte toner på din chanter og give en udlæsning af dem. Her kan du se, om de er skarpe eller flade, og om de stemmer. Hvis en tone er inden for et vist interval, vil den vise, at tonen stemmer ved at sætte et flueben ud for tonen. Som standard er dette interval sat til 10 cent. Dette kan ændres under indstillinger, hvis man ønsker det mere eller mindre præcist. Min erfaring er, at til brug i band er 10 cent et fint interval, men til solobrug vil jeg foretrække at chanteren stemmer mere præcist. Min oplevelse er, at den fanger næsten alle toner godt, dog ikke HG og HA, hvor det er vigtigt, at man ikke står for langt fra, og hvor man nok er nødt til at holde tonerne lidt længere, for at Braw Tuner fanger dem.

Indstil pitch.

Man kan indstille pitchen på tre forskellige måder. Det gør man ved at trykke på den knap, som viser pitchen som Low A = 479,4 Hz. Når man gør det, åbnes et vindue, hvor du kan vælge mellem at kalibrere pitch automatisk eller at gøre det manuelt ved at indtaste et tal. Den tredje mulighed er ret genial. Den går ud på at benytte den pitch, som Braw Tuner har målt din chanter til. Det betyder, at du blot kan åbne appen, gå lidt rundt og spille og derefter indstille pitchen efter din chanter. Hver gang du indstiller pitch, vil alle målinger på de enkelte toner blive nulstillet, og derfor skal du igen spille en melodi, så tuneren kan måle din chanter. Derefter er det egentlig bare sætte reedet og rette tape til. De fleste mere erfarne pipers vil nok mene, at det kan de da sagtens gøre uden hjælp fra en tuner. Det vil selv jeg mene, at jeg kan. Dog er der lige den detalje, at Braw Tuner viser dig alle toner på displayet. Jeg må erkende, at mange gange så lægger jeg selv mærke til en bestemt tone, måske et par stykker. Nok den eller de toner som er mest ude. Her er Braw Tuner et super supplement, da den også fortæller dig om andre toner, som måske skal rettes en lille smule. Den detalje har givet mig større spilleglæde. Jeg nyder, når mit instrument stemmer, og så bruger jeg faktisk lidt kortere tid på at stemme nu. Ikke at jeg er holdt op med at stemme og tilpasse min chanter, det kommer jeg nok aldrig til ☺

Braw Bagpipe Tuner kan også indstilles til forskellige typer af stemning – “temperamenter”. For mig passer indstillingen, GHB standard, bedst. Det passer fint til, hvordan vi stemmer chanter i dag og passer overens med de bedste bands og pipers som Stuart Liddell. Der er også andre temperamenter, bl.a. en som kaldes Seamus MacNeill, hvor chanteren stemmes med skarpt D og HG, sådan som Seamus og mange andre gjorde tilbage i tiden. Det lyder pudsigt i dag, men er da sjovt at kunne sætte en chanter, som Seamus gjorde det. 

Alt i alt vil jeg anbefale Braw Bagpipe Tuner. Prisen er måske lidt pebret for en app, men produktet fungerer rigtig godt og særligt til at stemme chanter. Og det har andre tuner apps problemer med, efter min erfaring. Til droner er den fin, men andre tunere gør det mindst lige så godt, så hvis du har en app eller tuner som er god til droner, så vil jeg anbefale at du holder fast i den.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*