Vi har tiden imod os

Min klasselærerinde, Margrethe, døde desværre alt for tidligt. Hun var den type, man ikke rigtig producerer længere. I tiden efter 1968 valgte kvinder (og mænd) med gode studentereksaminer kun sjældent at uddanne sig til skolelærere. Nu blev det til studier på universitetet, hvis man havde evner, ambitioner og karakterbogen i orden.

Margrethe var ekstrem godt begavet og fik topkarakterer i både tysk, græsk og latin. Engelsk talte hun aldrig, efter en lærer havde gjort grin med hendes udtale engang i mellemskolen. I gymnasiet konkurrerede hun med klassekammeraten, Birgitte, om at opnå det højeste gennemsnit. Margrethe vandt og læste efterfølgende til skolelærer. Birgitte læste jura og blev senere den længstsiddende chef for PET.

Når jeg ved så relativt meget om min klasselærerinde, som jeg sidst så i sommeren 1995, skyldes det, at jeg fortsat har god kontakt med hendes mand. Frede Boje, en pensioneret tysklærer fra universitet, der i øvrigt taler flydende italiensk, er nu 84, og for få uger siden spiste vi frokost sammen i min lejlighed i hjertet af København efter et besøg på Den Hirsprungske Samling ved Østre Anlæg. 

Snakken faldt – ikke overraskende – på Margrethe og lærergerningen mere generelt, og vi kom til at diskutere, hvorledes min egen skolegang med fru Boje som klasselærerinde var præget af to centrale krav. Det drejede sig om flittighed og grundighed. Kun disse to fordringer vægtede højere end selve resultatet af undervisningen. 

Ingen begreber blev oftere anvendt i forbindelse med forventninger til eleverne, og kun når hun gav ordre om disse dyder – at være flittig og grundig – optrådte Margrethe som imperatorisk autoritet.

Jeg tør godt sige, at jeg med årene tillægger begge kvaliteter stadig større betydning. I piping og drumming er de, mere end så mange andre steder, forudsætninger for snart sagt alt. Problemet er, at nutiden fjerner sig fra disse idealer, og heri ligger – efter min mening–  en af de største udfordringer for vore instrumenters fremtid. 

Midt i en tid, hvor alt – fra frokosten og færgebilletten til kæledyr og kærlighedsaffærer – kan bestilles med ganske få klik, er vi strengt afhængige af nye elever, fra hvilke det er nødvendigt, at vi forlanger tålmodighed, flid samt flittig- og grundighed. Typer, som tiltrækkes af det besværlige. Alt det, som ikke er moderne. Selv inden for andre sportsgrene og musikarter, hvortil der stilles krav om de samme forudsætninger for at opnå dygtighed, kan det langt nemmere lade sig gøre at tilegne sig forskellige grader af færdigheder. Jeg kan spille skak på min telefon uden at erhverve mig et skakspil, og med enkelte berøringer på klaveret kan der skabes tonerækker, som lyder ganske nydeligt.

Det samme lader sig hverken gøre for trommer eller sækkepiber, hvor vejen til blot et lille strejf af musik som bekendt er lang. 

Man kan selvfølgelig indvende meget mod en så grov forsimpling. F.eks. at både flittighed og grundighed alene gør sig gavn, når navnlig talentent er tilstede. Min personlige erfaring siger mig dog, at musikalsk talent ikke er det sværeste at opdrive. 

Jeg voksede op i den generation, som kom efter de første meget dygtige danske pipers og drummers. Vi er nok ret beset tredje generation, men altså kun anden generation i rækken, der virkelig kan. Selvom der givetvis har været flere i andre kroge af Danmark, så var vi ca. seks, der begyndte nogenlunde samtidig. Af de seks er fem* endt i gode grad 1 bands, og det nævner jeg alene for at understrege pointen om, at det som regel ikke er (manglende) talent, der virker som bremse.

Det gør derimod mangel på flittighed og grundighed. Det modsatte er jo dovenskab og sjusk, og i en verden, hvor disse uskikke bliver dominerende, gror et landskab af noget, der i bedste fald bliver til ligegyldigheder. Og heraf følger det eneste naturlige, nemlig dyrkelsen af det sølle. En verden hvor dilettanten er mester, og dilettanteri bliver ophøjet til selve kunsten i en kunstig form for forløjethed. 

Se blot på den såkaldte moderne kunst! Hvad er denne andet end – for en stor dels vedkommende – dyrkelsen af grimhed? Af det uæstetiske og vulgære. Engang var kunsten dyrkelsen af skønhed. Det smukke var det ophøjede i alskens værker. Men i en verden, hvor maleren ikke kan male, må idealet jo følgeligt blive derefter, og pludselig har vi en kultur, hvor det grimme, det nedbrydende og det destruktive dyrkes som noget vidunderligt. Det siger selvfølgelig sig selv, at man ikke kan plukke roser, hvor ingen roser gror.

En statsminister, som besad embedet for ikke så længe siden, valgte – på trods af et ufattelig rigt depot, i hvilket man finder noget af den smukkeste danske kunst, som står denne til rådighed – at lade sit kontor på Christiansborg “udsmykke” med ækel billedkunst, hvori bl.a. lå slet skjulte hentydninger til perversiteter mod børn. Ud med det skønne – der, foruden talent, som regel forudsætter årevis af øvelse, hvor grundighed og flittighed er selve ånden i arbejdet – og ind med det overfladiske og bizarre, som ikke kræver andet end viljen til at blive det, man drømmer om. Det er naturligvis samme Christiansborg, på hvilket landets fornemmeste talerstol står placeret, og som nu til dags ganske uden skam bestiges af mænd og kvinder iført t-shirt eller det, der er værre. Det er ligegyldigheden, der er blevet moderne og dét at anstrenge sig, som er blevet gammelsags. 

Nuvel, som med alt andet, så svinger tidsånden på et tidspunkt i modsat retning. Men indtil pendulet har nået sit yderpunkt, så bliver dette måske vor største udfordring. At finde de unge mennesker, som, på trods af den tid de er af, besidder rigelige mængder af tålmod og en hungren efter krævende færdigheder. Den dag sangeren igen kan synge, og musikeren ikke blot mestrer sin software men sit instrument, da ved vi, at tiden er vendt. Vendt imod den sunde fornuft og opbyggelige dyder. Den tid, hvor tålmodighed og kundskaber klinger lige så naturligt som forventninger og krav.

Apropos krav; lørdag d. 8. juni 1991 afholdt Pipers Club of Copenhagen sin årlige fællestur, som finder sted i Frederiksberg Have. 9 år gammel havde jeg min sækkepibe med, fordi min lærer, P/M Palle H. A. A. Schjerning her havde lovet at hjælpe med instrumentet. Tilstede var også P/M Bob Kilgour, om hvem jeg havde hørt, at han var noget nær en verdensstjerne. Jeg samlede derfor mod til mig og spurgte Bob, om han ville undervise mig. 

Det ville Bob ikke. 

“Ikke før du bliver dygtig,” sagde han.  Et meget rimeligt krav fra en mand, der selvfølgelig ikke skulle spilde tid på en nybegynder som mig. Og kravet var jo i sig selv motiverende, fordi der heri i virkeligheden lå et ja til, at jeg efter megen øvelse kunne få mit ønske indfriet. Afvisningen blev et incitament, der holdt mig beskæftiget længe. 

For blot 30 år siden ville ingen have drømt om at ryste på hovedet, hvis en kapacitet af Bobs kaliber afviste at bruge sin tid på nybegyndere. I dag giver den slags anledning til fordømmelse, hvis det siges højt. Også krav er umoderne.

Det følger ganske naturligt af enhver form for orkestermusik, at der – oven i forventninger om det ovenfor behandlede – desforuden kræves, at musikerne villigt afsætter terminer for afholdelse af fællesøvning. Også dette forhold er efterhånden overhalet indenom af en kultur, i hvilken de fleste behov kan opfyldes, når det passer den enkelte bedst. Men for orkestermusikeren er forpligtelsen over for fællesskabet centralt. Jeg kan i denne forbindelse ikke lade være med at tænke på, hvor ofte Anders Jensen med fryd har understreget, at intet var så tilfredsstillende i de år, han tilbragte som trommeslager i Canada, som når han gang på gang kunne konstatere, hvorledes alle mødte velforberedte til samtlige fællesøvninger. Afbud var så sjældne, at de færreste måske vil tro, det er sandt. 

Fællesskabet, ansvaret for dette og den tilfredsstillelse, der opleves, når man kan bidrage og være en vigtig enhed i en større mekanisme, som bogstaveligt talt afhænger af hver enkelts indsats, har måske klang af floskel. Men det er ikke desto mindre præcis i dennne ånd, at selve forudsætningen ligger. Forudsætingen for at et sådant miljø kan skabes og vedligeholdes. Derfor hænger det uløseligt sammen med, at den grundig- og flittighed, der er nerven i enhver succes, overføres til gavn for kollektivet.

Billy Maxwell etablerede i 1945 et pipe band og opkaldte det efter den Anden Verdenskrigs måske største helt. Godt 75 år efter er orkestret på alle måder det mest succesfulde af sin art, og Field Marshal Montgomery Pipe Band er for længst blevet kendt og anerkendt for meget andet end sin stamfader. Men jeg ved af erfaring, at Maxwells mantra bliver gentaget hyppigt i orkestret; “Keep your bag tight and mind your parts!” Heri ligger meget visdom, for ånden i de otte enkle ord er netop kravet, fordringen, om grundighed og flittighed. 

Fra redaktøren skal lyde en tak til bidragsyderne til nærværende udgave af Lyngtidende. Med ønsket om god læselyst og god sommer.

Bernard Bouhadana, redaktør.

Sommer 2021.

*Janne Helner, Louise Overgaard, Anders Jensen, Jacob Jørgensen og undertegnede.