“Det største, et menneske kan være, er at være sig selv”. Ordene er ingen ringere end Gruntvigs, der, som bekendt og med god grund, citeres flittigt i tale og på skrift, når emnet drejer sig om det unikke menneske. Om retten, eller rettere pligten, til at være særlig.
Når jeg her undlader at kalde Rune Ulriksen, som venligst har lade sig interviewe til denne udgave af Lyngtidende, for “særling”, skyldes det alene, at ordet – i hvert fald for mig – indeholder en lidet nedladende bismag. Ulriksen fortjener det modsatte. En så venlig sjæl, med et så enormt musikalsk talent, er noget særligt! Her er en autentisk respekt på sin plads. En respekt, som vores musikalske ener måske ikke altid har modtaget i tilstrækkelig grad, men som uden tvivl vil tilfalde ham fra dem, som selv ved, hvad det kræves at blive dygtig til blot ét instrument.
Rune Ulriksen har et indgående kendskab til så mange grene af både den teoretiske og praktiske del af musikken og besidder desuden en imponerende paratviden, at nogen lignende er svær at finde i Skandinavien.
Jeg har ofte spurgt Rune til råds, når der skulle træffes en bestemt beslutning ift. det musikalske. Det er svært at finde en bedre sparringspartner, hvis man ønsker input fra en, der både forstår sig på piping og tilmed formår at sætte sækkepiben i et langt større perspektiv.
Tak, til Rune for at tage sig tid til at tale med Lyngtidende.
– Kan du kort give os et indblik i, hvordan du begyndte din piping-karriere?
Det var flere ting der gjorde det. Først; Edinburgh-tattooet og to film. Den første var “The Longest Day”. Der er en scene i filmen, hvor en piper går på stranden og spiller under kraftig kugleregn. Den anden var komedien “Whisky Galore”. Der var en piper, som spillede til en fest. Og så er jeg vokset op med sækkepibemusikken. Så det begyndte ret hurtigt at krible i fingrene på mig. Det var bare et spørgsmål om at finde nogen, der kunne undervise mig. Så da jeg var 15, så jeg i Valby Bladet, at Copenhagen Caledonia Pipe Band skulle spille på Borgbjergvej. Det var i slutningen 1990, december for at være nøjagtig. Det var bidende koldt og sneede konstant, men det lykkedes at tale med dem bagefter. Claus Anderson var pipe major på det tidspunkt og blev min første underviser. Jeg må indrømme, at jeg var lidt af en doven elev til at begynde med. At skulle træne fingreøvelser, det var sgu ikke lige mig! Men da jeg først var kommet i gang, var der ingen mulighed for at stoppe mig!
– Fra en tidlig alder blev du nærmest en institution i dig selv. Mange af os husker dig som spillemanden, der underholdte på trapperne til CWC-festerne og altid var den, som var garant for god stemning og god musik. Hvordan er dit liv præget af musikken?
Jeg er jo født i Dublin i Irland. Min fars familie kommer fra en by, der hedder Kilbeggan, County Westmeath, som ligger ca. 80-90 kilometer fra Dublin. En familie, der igennem flere århundreder har været omgivet af irsk folkemusik. Så det er der interessen for musikken ligger. Min mor var en fantastisk sanger. Hun sang med Skt. Annæs kor i sine unge dage, og jeg ved, hun indspillede en plade med dem.
Min mor fik tilbudt arbejde hos en syerske i Dublin i 1975, og det var kun meningen, at hun skulle have været der et år. Men kort tid efter hun var flyttet derover, blev hun en dag inviteret ned på en pub i Dublin, O’Donoghue’s, hvor en fyr sad og spillede på det mest mærkværdige instrument, hun nogensinde havde set. Det viste sig at være Uilleann-pipen, den irske sækkepibe. Mandens navn var Paddy O’Connell. De begyndte at komme sammen, og 2. januar det efterfølgende år blev Rune Paddy Seamus O’Connell Ulriksen født. Det er ikke ret mange der kender mit mellemnavn, Bernard!
Men det var først efter min mor og jeg flyttede hjem til København, at interessen for musikken virkelig blomstrede op. Da jeg var 4 år gammel, hørte jeg The Dubliners for første gang. Besætningen bestod bl.a. af Luke Kelly på 5-strenget banjo. Han sang også, og Barney Mckenna på tenor-banjo. Og da jeg hørte ham spille, vidste jeg, at jeg måtte lære at spille på den. Koste hvad det vil! Men efterhånden faldt jeg også for tværfløjten, tin-fløjten og min fars instrument – uilleann pipes. Men jeg blev samtidig forelsket i blues og Rock’n roll via gruppen Dire Straits. Der var det, at guitaren kom ind. Mark Knopfler, der jo startede gruppen, har sin egen måde at spille på. Så jeg lærte hans spillestil, og har også været så heldig at møde ham inde i Tivoli efter hans koncert i 2015.
– Du har haft flere pauser fra pipe bands. Hvad er det, der gør, at du altid ender med at komme tilbage?
Det er et godt spørgsmål! Jeg ved det ikke rigtig. Jeg får lige pludselig lysten til at gribe practice chanteren, og så spiller jeg energisk i en 3-4 år. Så falder jeg tilbage til folkemusikken igen, og her de sidste mange år blues’en. Men jeg tror, at grunden til at jeg holder så mange pauser, er, at der er så fandens mange regler inden for sækkepibemusikken. Man kan ikke bare spille, hvad som helst, eller improvisere som jeg gør meget af tiden. Jeg kan ikke rigtig give dig et specifikt svar.
– Du og jeg er gamle naboer på Vigerslev Allé lidt uden for København. Vi har rejst sammen, konkurreret mod hinanden og meget mere. For dem, der ikke kender dig så godt, kan du så forklare lidt om, hvad du laver, når du ikke spiller et eller andet sted i byen eller sidder i lejligheden og øver dig?
Ja, det kan jeg godt. Jeg er lidt af en læsehest og elsker af fordybe mig i historie. Hvad enten det er dansk, engelsk, irsk, skotsk eller amerikansk historie. Jeg kan tilbringe timer på biblioteket på den måde. Sækkepibenmusikkens historie, både den skotske og irske, er jeg virkelig bidt af. Jeg elsker at lære historien bag mange af melodierne, vi spiller og prøver ofte at finde ud af, om der er nogen billeder af de mennesker (som melodierne er opkaldt efter, red.).
Ellers går jeg og laver lidt vedligeholdelsesarbejde i min lejlighed. Jeg lærte anlægsgartnerfaget, da jeg var 14, viceværtfaget da jeg var 15. Og så er jeg udlært kok. Men det er et benhårdt fag at være i! Man skal virkelig have nerver af stål for at kunne klare sig i den branche. Det nytter ikke at blive stresset. Og det bli’r jeg, ved Gud! Meget hurtigt, endda!
– Man kan ikke påstå, at du er typen, der lader sig begrænse musikalsk. Hvordan bærer du dig ad med at finde fornyet inspiration? Det virker som om, du altid er optaget af en række kunstnere, som dækker et meget bredt spektrum.
Nej, det har du fuldstændig ret i! Jeg har en umættelig musikalsk nysgerrighed, der spænder om sig. Jeg bryder mig ikke rigtigt om “bare” at spille én slags musik. Der skal være plads til lidt afveksling. Når jeg sidder og spiller på The Globe f.eks., så er det hovedsagligt rythm’n blues, men så plejer jeg at blande folkemusikken ind i det. Det elsker publikum. Det får dem virkelig op at køre, er du gal!
Men sidder jeg der hjemme og øver mig, så er det lige så meget folkemusikken som rock og rythm’n blues, jeg øver mig på.
Hvis vi tager folkemusikken til at begynde med, var det grupper som The Dubliners, The Chieftains og The Bothy Band, der dominerede min opvækst, ligesom grupper som Dire Straits, Level 42, Men At Work var en stor del af soundtracket til min opvækst. Inden for sækkepibemusikken var det Roddy McLeod, Gavin Stoddart Angus MacDonald og Neil Angus MacDonald, der spillede i filmen “Whisky Galore”, som jeg nævnte tidligere, der var inspirationskilde. Og lad mig ikke glemme vores gamle ven, Pipe Major Robert Kilgour MBE, der desværre forlod os her for nylig.
Mit repertoire inden for både den skotske og irske sækkepibemusik er lige så afvekslende. Jeg elsker at spille melodier, som ingen andre har hørt eller gider røre ved. Afveksling! That’s the key!
– Når du i mange år har stået med det ene ben uden for den danske pipe band-verden, hvad er så din vurdering ift. der, hvor vi befinder os nu, og har du nogle råd til de mere aktive i de danske bands?
Nu befinder vi os i en situation, hvor der jo ikke sker så meget i pipeband-verdenen. Der er selvfølge live stream-koncerter på Facebook, og der bliver afholdt konkurrencer via computeren, men det bliver skønt, når alt det her engang er overstået at kunne se sine gamle venner igen.
I de seneste år føler jeg, at den danske og skandinaviske pipe band-verden er gået lidt i stå. Penge har selvfølglig noget med det at gøre. Det koster at komme til Danmark for at spille til CWC eller SM. Det kan også være svært, hvis man har en voksende familie at få musikken til at passe ind. Det har jeg dog ikke!
Men det er fedt at se Heather’s “back from the grave” for at sige det mildt. Holbæk kører som på skinner, bare for at give et par eksempler. Men der er dog visse undtagelser! Da jeg spillede med Caledonia tilbage i 90’erne, puklede vi som sindssyge for at udvikle os musikalsk. Tom Harboe, Ralph Lütshøft, David Lundgreen og Bob Kilgour gav os et spark bagi, hvilket gav os mulighed for at spille i Frankrig og endnu vigtigere; fik os på podiet til DM, SM og CWC og bandet vandt Belgiens Mesterskabet i 95.
Når jeg hører Caledonia og Gordon’s i dag, så er det som om, det er kaffe/kage-klubber der “bare” kommer for hyggen skyld, og ikke er så interreseret i udvikle sig musikalsk. Det er synd.
Men hvis man brændende ønsker at udvikle sig på sækkepiben, og man har talentet for det, så hold fast i det, for Guds skyld! Jeg har set så mange unge starte op, de spiller i en 6-7 år, så går de hen og forelsker sig og stopper med at spille. Det er synd, for det er den slags, der bør køre den danske pipe band-verden videre. Hvis udviklingen fortsætter, som den gør, så er den danske pipe band-verden i virkelig krise, for så har vi snart ikke længere nogen dansk pipe band-scene.
Så til de unge der gerne vil lære at spille, vil jeg afslutte med at sige: Hold fast ved det, smid ikke jeres talent i skraldespanden. Øv jer, og bliv så gode, som I kan. I vil blive overrasket over, hvad det kan føre til.
Be the first to comment