Mindeord – Elizabeth Low

Foto. Berit Jensen

Af Berit Jensen

Elizabeth Low døde midt i november efter lang tids sygdom omgivet af sine børn og sin bror.

Jeg lærte Elizabeth at kende i august 1970, hvor vi – efter skoleskift – kom i samme klasse. Ikke mange dage inde i skoleåret kom Elizabeth gående på gangen med en “underlig” fløjte i hånden – hun havde været i musiklokalet og øve sig i spisefrikvarteret! Jeg spurgte, hvad det var for en fløjte og ja, det var en practice chanter – en øvefløjte til en sækkepibe. Min nysgerrig blev vakt, og tre dage senere mødte jeg op, sammen med Elizabeth, til min første øveaften i The Heather Pipes and Drums (navnet var blevet besluttet ugen før – indtil da hed bandet Gladsaxe Pipe Band).

Heather Pipes & Drums, 1973. Elizabeth ses på 2. række yderst til venstre.

Disse ganske få dage blev indledningen til et langt og tæt venskab med Elizabeth, og efterføgende skulle vi komme til at tilbringe – stort set – hele vores ungdom i bandet. Pipeband-verdenen i Danmark var i sin vorden og pionerånden blandt bandets medlemmer fornægtede sig ikke. Vi var meget sammen, vi spillede meget, og vi rejste meget. Det var en fantastisk tid.

Gennem Elizabeth blev jeg også introduceret til skotsk dans og til Sct. Andrews Society, hvor vi dansede en gang om ugen. Ungdomsårene gik, og vi mistede kontakten i nogle år, hvor vi havde travlt med uddannelse, kærester m.v. I den periode flyttede Elizabeth til det sydfynske, hvor hun både spillede og underviste i bl.a. Dungillie Pipe Band.

Heldigvis fik vi forbindelse med hinanden igen, og der fulgte mange år med weekender og ferier hos hinanden – efterhånden også med børn og ægtefæller. For fem år siden var vi på vores sidste fællesrejse til Barcelona, hvor vi først besøgte en tidligere skolekammerat og siden rejste vi til Bilbao, hvor vi skulle mødes med Elizabeths søn, Daniel, der var sejlet dertil i en mindre sejlbåd hele vejen fra København. En intens og meget oplevelsesrig tur.

Elizabeth – ære være dit minde.


Paul Martin Holm har oplyst til Lyngtidende, at Elizabeth spillede på sækkepibe i The Heather Pipes & Drums of Copenhagen i 10 år, fra hun begyndte som elev i 1970. Hun spillede med A-bandet fra 1972-1975. Hun var med på to af de succesrige skotlandsture og var i det hele taget et meget aktivt og værdsat medlem af foreningen.

Elizabeth fortsatte med at spille i B-bandet, som hun blev pipe major for i sæsonen 1979-80, hvorefter hun flyttede til Tåsinge. I 1995 var hun med i “genforeningsbandet”, som bestod af gamle medlemmer ved HP&Ds 25 års jubilæum. Elizabeth spillede desuden adskillige år med Dungillie Pipe Band mellem 1985-2005.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*