Af Peter Ulrik Scheel

Af Peter Ulrik Scheel, Formand for HP&D i mere end ti år samlet. Sidst siden 2014. 

Har spillet sækkepibe siden 1970, og været medlem lige siden. Skandinavisk solomester flere gange i slut 1970’erne. PM 1979-80. Startede Copenhagen Caledonia Pipe Band i begyndelsen af 1980 ´erne. Spillede med Balagan Pipe Band 2015-17. 

Jeg er blevet opfordret til at skrive en lille anekdote til Lyngtidende. Det er åbenbart ideen, at man spørger nogle af de ældste medlemmer i bandet, om de dog ikke har oplevet et eller andet sjovt i deres mange år i bandet. Det man imidlertid glemmer er, at den fremskredne alder også påvirker hukommelsen, så mange af de sjove oplevelser efterhånden fortaber sig i glemslen. Men interessant nok er der faktisk nogle af de helt tidlige oplevelser, der står rimeligt klart, så dem vil jeg forsøge at formidle.

 

Da jeg var ganske ung piperelev i HP&D i begyndelsen af 1970’erne mener jeg, at vi spillede to gange om ugen. Om torsdagen på skolen og om mandage i krypten under Helligkors Kirke på Nørrebro. Eller måske var det fordi skolen var lukket, men vi spillede i hvert fald under kirken. Der havde vores trommeslagere fra FDF deres lokaler, og der kunne vi så spille. Krypten under Hellig Kors Kirke var i virkeligheden vores første ”Pipe Band Center”.

 

Nede i krypten var der ikke noget toilet. Når man skulle lette sig, foregik det på toilettet oppe ved selve kirken. Til toilettet fandtes der en nøgle. Altså én nøgle. Den lånte man så, når det skulle være. På et tidspunkt på en af disse øveaftener skulle Paul (PM PM Holm) så benytte faciliteterne, og det gik sikkert også fint, indtil Paul skulle forlade toilettet, for her skete der selvfølgelig det, at Paul glemte nøglen på toilettet og derefter smækkede døren – ups! Så nu lå nøglen inde på toilettet og døren var låst. Det var naturligvis et problem, da øvrige medlemmer nu ikke kunne komme på toilettet, men nøglen skulle jo også efter brug afleveres et eller andet bestemt sted i kirken, hvilket nu også var umuliggjort.

 

Hvad gør en snarrådig Pipe Major så? Jo, han kigger rundt i kredsen af medlemmer og finder den mindste – og det er så her jeg kommer ind i billedet. Som 12-årig var jeg faktisk væsentlig mindre end i dag. Både af højde, men så sandelig af drøjde. Jeg var faktisk lidt af en splejs. Og hvad skulle det så hjælpe?

 

Jo, for på toilettet var der et vindue ud til gården – og det stod åbent. Problemet var dog, at vinduet var ganske lille og sad i ca. 2 meters højde. Så det var ikke sådan lige at komme ind ad. Men ved fælles hjælp lykkedes det nogle af de stærke medspillere – det var nok Paul og Bjarke – at få løftet mig op til toiletvinduet med benene først, så jeg kunne komme ind og hængende fra vinduesrammen lige nå håndvasken, hvorfra jeg så kunne kravle videre ned på gulvet, tage nøglen og åbne døren indefra. Og sådan blev den unge piperelev aftenens helt.

 

Jeg husker, at jeg som belønning for min modige indsats fik Pauls ”aftensnack”. En chokoladebar som jeg tydelig husker var med orangetrøffel. Og jeg nød bestemt min velfortjente belønning. Der skulle ikke så meget til dengang. 

 

En anden historie et par år senere udspiller sig på en motorvej et eller andet sted i Danmark. Jeg var lige begyndt at spille med bandet til arrangementer, så vi er nok omkring 1973-74, hvor jeg var 14-15 år gammel. Dengang havde bandet mange arrangementer typisk til byfester rundt omkring i landet, og ofte foregik transporten i lejet bus. Det var sjovt, og det var altid meget festligt i bussen. Det kan nok heller ikke udelukkes, at der blev indtaget en øl eller to i bussen både før og efter arrangementet. Som en naturlig konsekvens af dette, skulle der en gang imellem holdes en tissepause. Dengang var der ikke toiletter i bussen. For de yngre læsere kan jeg berette, at toiletterne i datidens tog simpelthen var et hul i bunden af togvognen, der efterlod ens efterladenskaber direkte på sporet. Det ville nok ikke fungere så godt i en bus, så alternativet var at stoppe bussen med jævne mellemrum. Så kunne bandets medlemmer komme af bussen og forrette deres nødtørft. 

 

Og sådan var det også på denne tur. Vi stoppede på en rasteplads, og straks stormede alle herrerne ind på pissoiret. Det kunne godt være svært at komme til og som yngstemand, som jeg var, kom jeg først til i anden omgang. Men det var nu rart at få tisset af alligevel.

 

Så med tømt blære og nyvaskede hænder slentrede jeg ud af toiletbygningen, for til min rædsel at se bussen i pæn fart forlade rastepladsen. Jeg var blevet glemt. 

 

Nu om dage ville dette jo ikke være noget problem. Man ville bare tage sin mobiltelefon op af lommen og ringe til en eller anden. Det kunne man selvfølgelig ikke. Og havde der nu været en telefonboks (et lille aflukke med en fastnettelefon) på rastepladsen, havde det jo heller ikke hjulpet noget. For der var jo heller ingen telefon i bussen.

 

Et venligt ægtepar på rastepladsen, der havde overværet scenariet, spurgte om vi skulle eftersætte bussen i deres Ford Anglia, men jeg foretrak nu at blive på rastepladsen. Det var min fornemmelse, at min almindeligvis meget opmærksomhedskrævende adfærd i bandet nok hurtigt ville blive savnet, og man derefter ville vende om og komme tilbage og hente mig. Og det skete da også. Ret kort tid efter kunne jeg se bussen passere på modsatte side af motorvejen på vej mod den forrige afkørsel, for derefter at komme tilbage til rastepladsen og hente mig. På den måde slap jeg for at krydse motorvejen til fods. Så glædeligt genforenet kunne bandet – kun lettere forsinket – igen sætte kursen mod vores bestemmelsessted.

 

Om de ”ansvarlige voksne” på turen – der vel har været i starten af 20’erne – var stolte ved situationen, da min mor om aftenen skulle høre hvordan dagen med bandet var gået, skal jeg ikke kunne sige. Nu om dage ville en tilsvarende situation nok blive betegnet som ”omsorgsvigt”, men vi var ikke så sarte dengang. 

Så det blev bare en af de mange sjove oplevelser med bandet, og nu, knap 50 år senere, til en anekdote i Lyngtidende.